GBK 40+2 har et marginalt forspring

Tak for indsats til holdets kamp mod Tingbjerg

Selvom 8-4 jo ikke lige er de 9-3 som jeg havde sat næsen op efter, er det dog en sejr og 2 points og et ganske fint resultat, der lige giver os et marginalt forspring til BC37 som “kun” har vundet 7-5 og 11-1 i deres 2 kampe.

8-4 mod Tingbjerg og BC37’s resultater siger dog samtidig lidt om, at vi ikke skal være alt for overmodige/smarte for resten af sæsonen.

Mod Tingbjerg havde vi fået sammensat stort set alt, hvad vi har af faste stamspillere. Så vi havde ingen undskyldning hvis det var gået galt.

Vores reserver Kenneth og Flemming gjorde endda en fin figur. Flemming tabte godt nok 1 kamp, men det var også den svære 5 HD og der blev spillet mod Sigurdur, der netop havde været med til at slå Martin og Lars. Så med 3 vundne kampe til reserverne: en absolut godkendt indsats. Tak for deltagelse. Uden jer havde vi måske tabt 3 kampe mere og dermed kampen.

Hele 6 kampe blev afviklet i 3 sæt. Dvs. halvdelen af alle kampe. Tegn på tæt kamp i det hele taget. Vi taber 3 og vinder 3 af disse tætte kampe. De sidste sæt vi vinder ender hhv. 21-19, 22-20 og 21-15.
Charlotte og Marianne spillede 2 tætte sæt med 21-18, 18-21, men måtte give fortabt i 3 sæt, hvor cifrene sagde 21-11 til Tingbjerg. Og 2 DD gik i 3 sæt, hvor Anja og Mette dog vandt 15-21 i 3 sæt. Det var alt i alt kun et par enkelte kampe som gik relativt let hjem.

Lars og Martin måtte give fortabt i 1 HD og taber 22-20 i 3 sæt. Samme cifre som første sæt. Hvad mon gik galt der ? Men måske Sigurdur Palsson er nyindkøbt double specialist til sæsonen 🙂

(han vinder således også 5 HD og dermed 50% af Tingbjergs vundne kampe).
Når vi på den måde taber 1 HD siger det lidt om, at vi på ingen måde er home safe for denne sæson. BC37 Amager vandt 11-1 over Tingbjerg! (men vandt så kun 7-5 over Sct. Jørgen med stort set samme spillere…mærkeligt). Spændende kampe derfor i vente. Hele 3 hold med 4 point (GBK, BC37 Amager og Charlottenlund3) og derpå Skovshoved2 lige efter.

Godt at mange fra den faste stamme har meldt sig under fanerne til den 25/11 og 16/12. Charlottenlund og BC37 møder vi så første næste år og der kan blive tale om en slags finale kampe. Hhv. d. 3/2 og d. 7/4.

Ciao Stig