Gentofte Badminton Klub har også en mening !

badminton danmark formandsvalg

Lige om lidt skal der på Badminton Danmark’s årlige Repræsentantskabsmøde gennemføres et valg om formandsposten, hvor Tore Vilhelmsen og Kristian Boye Nielsen er opstillet (Fyn contra København).

Indlæg fra en del klubber på de sociale medier tager i høj grad stilling til et valg mellem disse to personer, men er det gennemtænkt ?

For få uger siden var der lagt op til kampvalg om både denne formandspost, men også om posten som eliteansvarlig og om posten som event-koordinator. For kort tid siden blev de to sidstnævnte valg lagt i graven grundet forskellige personlige forhold, og uheldigvis på et så sent tidspunkt, at ikke andre kandidater, har haft mulighed for at stille op.

Altså desværre spild af tid og gode tanker !

Men stort tillykke til Jeanette med genvalg og til Werge med nyvalg.

Tilbage er så et udestående om den spændende og vigtige formandspost, som også vil være det danske ansigt udadtil, og for GBK er det pokkers vigtigt, at vi alle overvejer og tager stilling til bl.a. disse overskrifter:

  • Badminton DK skal geografisk ud i alle hjørner og huske både de små og de store
  • Badminton DK skal forstå, at udviklingen af de mange danske talenter, udelukkende er baseret på en delvis autodidakt indsats ude i klubberne, og det skal der værnes om !
  • Badminton DK skal sikre transparens, inddragelse og optimal rettidig kommunikation – og der er ingen undskyldning for dårlig eller manglende kommunikation, om det så er bestyrelse, direktion eller administration 
  • Badminton DK skal lytte og lære – der findes ressourcer rundt i landet, som snildt matcher dagligdagen i Brøndby  
  • Badminton DK skal forstå vigtigheden af de mange frivillige hænder, men ikke belaste samme personkreds med utallige ensidigt valgte tiltag (netværk, en håbløs rangliste, afviklingskoncepter m.v.), som stille og roligt begraver glæden ved det frivillige

En håndfuld fix-punkter eller milepæle, som kan pege i den gode retning med den rigtige formand.

Hvad synes du ? – og hvem får din stemme lørdag den 12. september 2020 ?

Venlig hilsen

Bestyrelsen i Gentofte Badminton Klub.  

Etiket: ,