top of page

Træningsprincip – U11

Den Røde Tråd - U11
 

Badminton Danmark anbefaler, at klubberne arbejder og planlægger deres træning ud fra BATK (Badmintons Aldersrelaterede TræningsKoncept).

​

Alle GBKs ungdomstræninger er derfor bygget op efter dette koncept

Teknisk træning (Slagteknik)

Her skal spillerne præsenteres for alle grundlæggende slagtekniske elementer.

​

Alle træftyper øves. Rent slag, cut og rul.

​

Der arbejdes med overhåndsslag, underhåndsslag og slag fra mellemlejet. Slag der slås foran kroppen, ud fra kroppen og bagved kroppen. Der er fokus på løst greb, finger power, skulder og underarmsrotation.

​

Der arbejdes med de fire standard maskeringstyper: Vise høj fart – slå med lav fart, vise lav fart – slå med høj fart, vise lige slag – slå krydsslag, vise krydsslag – slå lige slag. Alle teknikker trænes med et bestemt formål med slaget. Slår vi for at vinde, lægge pres eller for at komme ud af pressede situationer.

​

Følgende slag skal have et højere fokus og trænes til et godt funktionelt niveau i denne periode:

​

Clear, drop, netdrop, lob, server, smash og opsamlinger i både forhånd og baghånd.

Teknisk træning (Benarbejde)

Her præsenteres spillerne for alle de grundlæggende benarbejdsteknikker.

​

Forspænding er basis, og der arbejdes med timing i forhold til spilsituation og timing i forhold til modstanderens slagbevægelse. Højt og lavt tyngdepunkt. Forspændingen trænes både fra stående start og ved retningsbestemt afsæt i bevægeforløb.

​

Offensivt og defensivt benarbejde. Herunder retningsbestemt afsæt fremad, bagud, sidelæns og opad.

​

Alle benarbejdsteknikker knyttes til slagene med fokus på sax, stemskridt, hop, løbeskridt, chasse og krydsbagomskridt.

Taktisk træning

Tommelfingerreglerne fra BATK og de taktiske grundprincipper introduceres for spillerne.

​

Evnen til split-vision trænes og der tales valgmuligheder med spillerne i et simpelt sprog.

Fysisk træning

Den fysiske træning skal i denne periode være med til at sikre en god og solid motorisk-fysisk basis for tekniktræning. Samtidig skal spillerne forberedes til at kunne træne mere målrettet i næste aldersgruppe, hvor styrketræningen fylder mere.

​

Spillerne forberedes ved at udføre forskellige styrkeøvelser med lav intensitet. Mave, ryg, ben og slagarm er i fokus.

​

Der arbejdes med spring, afsæt, og korte sprint i så mange forskellige retninger, kombinationer og sammenhænge som muligt.

​

Den aerobe træning introduceres som træningsforberedelse til næste periode. Den trænes primært gennem spil og fysisk krævende slagøvelser.

 

Badmintonspecifik hurtighed og slagstyrke trænes fortsat med udgangspunkt i den tekniske træning. Når der er styr på teknikken kan speed og power få mere og mere fokus.

bottom of page